Sommer i Danmark kan meget mere, end du tror

Vi venter så længe. Og når sommerferien endelig melder sig, skynder mange danske børnefamilier sig at rejse langt ud i verden. Det er lidt en skam, for der er få ting, der er bedre end en dansk sommer, hvor naturen og byerne er fulde af liv og dejlige oplevelser, som passer perfekt til både de yngste og de ældste af familiens medlemmer.

For de fleste danskere venter sommerferien lige rundt om hjørnet. Når klokken endelig slår ferie, får mange travlt med at pakke kufferten og sætte kursen mod sydligere himmelstrøg så hurtigt som overhovedet muligt. Det er i virkeligheden en skam. For der er få steder i verden, der kan måle sig med Danmark, når sommeren for alvor tager fat. Tænk bare på de lange, lyse nætter, duften af kød på grillen, en lang gåtur i en blomstrende skov eller den friske, salte havluft i næsen langs de tusindvis af kilometer kyst, der blot venter på at blive indtaget.

De bedste ferieoplevelser er ikke altid dem, der ligger længst væk. Nogle gange er de lige foran næsen på os, men i vores iver efter at komme så langt væk fra hverdagen som muligt, kan vi nemt komme til at overse dem. Sommerferie behøver ikke at være lig med en lang flyvetur til en fjern destination eller en udmattende køretur ad den endeløse tyske Autobahn og ned igennem Sydeuropa. Faktisk kan det være ret svært at få øje på ferien, når man sidder i en varm bil i en kilometerlang motorvejskø (og stadig har 500 kilometer til destinationen).

Mange fordele ved sommerferie i Danmark

En af de mange fordele ved at være turist i Danmark er netop, at afstandene er så korte, at I kan nå at opleve en masse forskelligt, også selv om I måske ikke har flere ugers ferie til rådighed. I kan bare pakke bilen og trække stikket i et par dage. Det behøver ikke at kræve den store planlægning, for de sjove oplevelser i sommerlandet er aldrig langt væk. Kør blot ud i landet – måske I bliver overrasket over alle de store oplevelser, som vores lille land gemmer på.

Find også tid til at vise dine børn alt det, du kender og elsker ved sommer i Danmark, men som dine børn måske ikke har oplevet endnu selv. Vis dem nogle nye sider af det Danmark, som de bor og lever i, og som de måske tror, at de kender. De vil blive overraskede over mulighederne. Og de skal alligevel nok selv finde vej til det store udland på egen hånd, når de bliver store nok.

Summende sommerseværdigheder

I kunne jo overveje en tur til København, som summer af liv fra morgen til aften, når fortovscaféerne er fulde af mennesker og bådene vugger langs kanalerne. I København og Aarhus er der i de senere år åbnet en række oplevelsescentre i absolut verdensklasse. For eksempel Den Blå Planet, hvor I hurtigt kan ende med at tilbringe en hel dag under havoverfladen sammen med hajer, skildpadder og rokker, som svømmer yndefuldt rundt i de mange store akvarier. Er I stadig ikke mætte på vand, kan familiens vandhunde efterfølgende teste vandet af på egen krop ved den lækre Amager Strandpark, som ligger lige ved siden af akvariet.

I kan også tage en tur til den anden ende af byen, hvor det nyligt genåbnede Experimentarium i Hellerup ligger, og hvor der kan leges og læres med en række spritnye, interaktive udstillinger, som med garanti vil vække legebarnet i både store og små.

I Aarhus kan I gyse og gruble over den ikoniske Grauballemands skæbne i oldtidsmosen, når I besøger Moesgaard Museum. Det arkitektonisk smukke museum går nærmest i et med den smukke natur i området, som indbyder til en picnic i det fri eller en kort vandretur. Er det derimod vilde dyr, der trækker, kan Randers Regnskov sikre et eksotisk krydderi på ferien – også selv om I befinder jer midt i Jylland.

Uspoleret natur, sandstrande og aktiv fritid

I det hele taget er der mulighed for at skabe nogle stærke ferieminder sammen i nogle af de verdensberømte forlystelsesparker, som vi råder over herhjemme. Tivoli er blandt de mest berømte, men det er også værd at lægge vejen forbi det naturskønne Djursland, hvor Djurs Sommerland i år har introduceret den vanvittige rutsjebane Dragekongen. Den skyder en topfart på 85 kilometer i timen, og vil med garanti gøre selv familiens mest hårdhudede medlemmer høje på adrenalinkicket.

En ganske kort køretur fra forlystelsesparken finder I Nationalpark Mols Bjerge, som byder på uspoleret natur og fantastiske udsigter over vandet. Det er bare en af de unikke oplevelser, som kan findes i den danske natur. Andre er unikke i en sådan grad, at de er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Det gælder for eksempel det vidtstrakte Vadehav i vest og den stejle og kalkede Stevns Klint i øst.

De eventyrlystne med hang til actionsport, behøver heller ikke længere at tage til den amerikanske vestkyst eller Bali for at få bølger under surfbrættet. De kan nøjes med en tur til det såkaldte 'Cold Hawaii' i Klitmøller i Thy, hvor bølgerne går så højt, at byen i de senere år er blevet en sand magnet på både danske og udenlandske surfere. Vil I hellere ligge på stranden sammen, gemmer Nordjylland på nogle af landets smukkeste strande, hvor vandhundene i den grad kan få en saltvandsindsprøjtning.

Skal der mere bevægelse på programmet, er Midtjylland et paradis for de, som elsker stærke oplevelser i uspoleret natur. Her kan I trække i vandrestøvlerne, hoppe på mountainbiken eller gå ombord i kajakken eller kanoen i området omkring Silkeborg, hvor de store søer og skove giver naturoplevelser, der kan tage pusten fra de fleste.

Der er meget at vælge imellem, og det gode er, at alle disse oplevelser aldrig er længere end få timer fra hinanden. Vil I bo nemt og bekvemt og altid i nærheden af de store attraktioner, uanset om det er byliv eller natur, I søger? Hos Scandic kan I vælge imellem 24 hoteller på de skønneste destinationer i Danmark. Samtidig får I rabatter og fordele på en række af de bedste oplevelser, som sommerlandet har at byde på. Det betyder, at I kan bruge ferietiden på det, det hele handler om: At få nogle gode oplevelser. Sammen.

DET FÅR DU ALTID PÅ SCANDIC I DANMARK

  • På alle Scandics 24 hoteller i Danmark sover børn under 13 år for 0 kroner på forældrenes værelse.
  • Stor og lækker morgenbuffet med flere økologiske produkter er inkluderet i værelsesprisen. Scandic tilbyder også konceptet 'Morgenmad for alle', som er en særskilt morgenmadsbuffet for allergikere og veganere.
  • Alle hoteller tilbyder fri WiFi på alle hotellets områder.
  • Overnatter du på Scandic får du adgang til særlige billetaftaler, som giver dig fordele og rabatter hos for eksempel Tivoli, Djurs Sommerland, Randers Regnskov og Den Blå Planet.
  • På alle Scandics hoteller er der familievenlig restaurant, hvor der blandt andet serveres en sund og sjov børnemenu, som børnene selv sammensætter efter egne ønsker.