Nationalpark Mols Bjerge – udsigt fra Stabelhøjene (Foto: Sebastian Nils for Destination Djursland)

DJURSLAND giver tid til oplevelser og samvær

Djursland er noget for sig. På næsen af Jylland – i første parket til Kattegat – finder du noget af det vildeste, som Danmark kan byde på. Djursland giver tid til at være sammen med familien og gør det nemt at komme tæt på alverdens gode oplevelser.

På Djursland er alt inden for kort afstand. Det tager ikke lang tid at komme fra Danmarks største rutsjebaner i Djurs Sommerland til en af de mange hvide sandstrande på Djursland. Der er heller ikke langt fra sanselig glaskunst på Glasmuseet i Ebeltoft til vilde isbjørne i Skandinavisk Dyrepark. Man kan også tage i Randers Regnskov og opleve søkøer og slanger. Man kan komme tæt på alt lige fra giraffer til geparder i Ree Park Safari, og så er der hajer, havkatte og livet under havets overflade i Kattegatcentret – og eksplosive kanoner på Fregatten Jylland, verdens længste træskib. For slet ikke at tale om de historier, der gemmer sig på museerne på Gl. Estrup – Det Grønne Museum og Herregårdsmuseet, og dem der kommer af sig selv efter en vandretur i Nationalpark Mols Bjerge.

DrageKongen – en kæmpe rutsjebane-nyhed i Djurs Sommerland

Årets rutsjebane-nyhed 2017: DrageKongen – Europas hurtigste og længste Family Suspended Coaster.

Der er noget at glæde sig til for børnefamilier, når de besøger Nordens største sommerland, Djurs Sommerland. Til sæson 2017 har forlystelsesparken investeret 90 millioner kroner i en ny, stor, tematiseret rutsjebane, og gæsterne kan nu suse af sted i Europas hurtigste og længste Family Suspended Coaster – DrageKongen. På et 10.000 m2 stort areal snor ildrøde skinner sig rundt mellem hinanden, og i asiatisk inspirerede omgivelser viser en 4 meter høj drage vej til det sagnomspundne dragetempel. Mystik og spænding omgiver små og store vovehalse, når de stiger på Europas hurtigste og længste Family Suspended Coaster. Med høj fart skydes gæsterne ind i dragens mørke grotte, før rutsjebanen stiger højt til vejrs. Med vognene placeret under skinnerne svæver benene frit i luften, og der kommer sug i maven, når DrageKongen fra 30 meters højde dykker med 85 km/t gennem en underjordisk tunnel. Adrenalinen får frit løb på den 825 meter lange tur, hvor spektakulære overraskelser venter. Djurs Sommerland har flere store rutsjebaner, og timerne flyver af sted med ture i Piraten, Juvelen og Skatteøen, der alle skiller sig ud på både størrelse, kvalitet og unikke features. Udover de hurtige og opsigtsvækkende rutsjebaner har parken også prioriteret nye forlystelser, hvor alle kan være med. I 2015 byggede Djurs Sommerland blandt andet det nye temaland Bondegårdsland med 10 nye forlystelser til parkens yngste gæster.

Udforsk livet bag…Djurslands 250 kilometer kyst

Vægterne ved Det gamle Rådhus i Ebeltoft (Foto: Gert Præst for Destination Djursland)

Havet kanter halvøen Djursland som et blåt bånd med betagende hvide strande. Baglandet byder på landskaber, byer, købstæder og Nationalpark Mols Bjerge. Et område på 180 km2 på det sydlige Djursland udgør Nationalpark Mols Bjerge, som med et unikt og særpræget istidslandskab byder på dødishuller, bakker og høje, middelalderstemning ved Kalø Slotsruin, troldeskov og havudsigt ved Jernhatten. Gigantiske istunger og tonsvis af vand har over millioner af år skabt landskabet med enorme randmoræne-bakker rundt om Kalø Vig og Ebeltoft Vig, smeltevandssletter og -slugter. Særlige er de meget markante kratere i landskabet kaldet dødishuller – mest kendt er Tinghulen i Mols Bjerge. Langs kysten vajer Det Blå Flag over mange hvide sandstrande på Djursland. Her er høj vandkvalitet, klar og tydelig miljøinformation, gode faciliteter og fokus på badesikkerhed. Nationalparken rummer også købstaden Ebeltoft med toppede brosten, bindingsværk, blomstrende stokroser, vægterne og Det gamle Rådhus. Nationalparkområdet er et yndet udflugtsmål. Agri Bavnehøj, der er det højeste punkt i Mols Bjerge er et bjergtagende besøg. Når chauffør, biolog og naturvejleder John Simoni starter nationalparkbussen er der højt humør og masser af røverhistorier på en tre timers sightseeingtur rundt i det markante istidslandskab. Turen kommer blandt andet til middelalderens Kalø Slotsruin, bronzealderhøjene Trehøje og Stabelhøjene, Porskær Stenhus og Besøgscenter Karlsladen. Der er afgang sommeren igennem fra busparkeringen ved Fregatten Jylland i Ebeltoft. Rundt i nationalparken møder du nationalparkguiderne, som hele sommeren står klar med inspiration til ture og oplevelser på egen hånd. Du møder nationalparkguiderne ved Øvre Strandkær i Mols Bjerge,ved Kalø Slotsruin og på Vibæk Strand i Ebeltoft Der er mange muligheder for at dyrke det gode liv på Djursland i et område med uspoleret natur og i den charmerende købstad Ebeltoft. Djursland er et bugnede spisekammer og byder også på udsøgte lokale produkter fremstillet af passionerede ildsjæle.

Udvalgte attraktioner i Nationalpark Mols Bjerge:

KALØ SLOTSRUIN med Danmarks længste middelaldervej ud i vigen til den plet, hvor Kalø Slot stod engang, og hvor dansk historie har udspillet sig.

AGRI BAVNEHØJ med 360 graders panoramaudsigt over nationalparkens kuperede istidslandskab. Ikoniske TREHØJE med sine karakteristiske toppe så højt i landskabet, at vi kan se dem fra mange punkter i landskabet.

Købstaden EBELTOFT med sin velbevarede bymidte og levende havne.

JERNHATTEN med stejl opstigning til svimlende havudsigt i et landskab af en anden verden.

Mere info:

www.visitdjursland.com
www.djurssommerland.dk
www.nationalparkmolsbjerge.dk

Pakker i boks

Oplev de bløde bakker i Nationalpark Mols Bjerge. Nye, unikke pakker til oplevelsesrige kør-selv-weekendophold på det skønne Mols. Glæd jer til samvær og nærvær.

Vandreferie i Nationalpark Mols Bjerge

En guidet tur på vandring i unikke istidslandskaber – gennem fredet natur i særklasse. Et 'åndehul' i naturen på en aktiv ferie med tid til fordybelse. Undervejs er der enkle kropsøvelser og mindfulness til øget energi og velvære. Et rigt møde med lokale ildsjæle, der fortæller om en rig kulturhistorie og naturens mangfoldighed.

Miniferie: Onsdag 13. september til lørdag 16. september 2017 med overnatning på Fuglsøcentret på Mols

Gastronomi i Nationalpark Mols Bjerge

Oplev det ægte Mols Bjerge landskab sammen med den, du holder af. Turen foregår på cykel, med guide og i roligt tempo, så der er god tid til nærvær og stop på særligt udvalgte steder. Mød lokale fødevareildsjæle, mød bonden bag naturplejesuccesen Mols Bjerge Hereford, nyd en kop cowboykaffe og meget mere.

Weekend: 16.-17. september 2017 med overnatning på Fuglsøcentret på Mols

Sansedans i Nationalpark Mols Bjerge

En weekend fyldt med sanseoplevelser med inspiration fra det mangfoldige landskab i og omkring Ebeltoft – i hjertet af Nationalpark Mols Bjerge og med Kattegat i baghaven. Oplev naturen helt tæt på sammen med nogle af Djurslands ildsjæle. I besøger godsejeren på Møllerup Gods og kommer på tur i naturens spisekammer. Og I har god tid til at nyde naturen, byen og hinandens selskab.

Weekend: 6.-8. oktober 2017 med overnatning på Motel Ebeltoft

Læs detaljerne om pakkerne og book på nationalpark